Tror I at det er malariatåger?

Det er sket
Det var i Odessa det skete

”Jeg kommer klokken fire” – sagde Marija.

Otte
Ni
Ti

Væk fra vinduet gik aftenen over i en mareridtslignende nat
decembermørk
plaget

Bag min skrøbelige ryg et vrinskende latterbrøl fra kandelabernes flammer

Jeg tror ikke at nogen ville genkende mig
i den her stønnende, sammenkrøllede, senede kolos.
hvad kan nu en sådan en klump ønske sig?

En sådan en klump ønsker sig en masse!

Det er lige meget
at man er lavet af malm
og ens hjerte er et stykke koldt jern
Om natten vil man alligevel gemme sin klang
i noget blødt og kvindeligt

Og nu
står jeg
vældig og sammenkrøllet i et vindue
og smelter ruderne med min pandes hede
Skal denne kærlighed blive som jeg ønsker?
Bliver den
lille og ynkelig eller stor som en kæmpe?
Med sådan en krop bliver det næppe en stor en:
Det bliver nok kun
lidt fredeligt kærlighedspylder
som skygger for de dyttende bilhorn
men elsker hestesporvognenes sprøde bjælder

På mit hoved falder våde dryp
når jeg længedes
stirrer ind i regnens ansigt irret af kobber
Jeg venter
mens byens larmende urolige hav stænker

Med en kniv løbte natten amok
om kap
og huggede ned
den flygtende dag
Som den halshuggedes hoved fra en guillotine
faldt det tolvte slag

Alle de små grå regndråber
på runderne snøftede
og forvred i en kæmpe grimasse
lig alle de grinende monsteransigter på Notre Dame i Paris

Ad helvede med hende!
Har jeg ikke væntet længe nok?
Om lidt rives munden i stykker i et hyl

Jeg hører:
Blødt
som en svækling ud af sengen
hoppede en nerve ud
Først gik den stille stille
runde efter runde
og så satte den op
en uhørt fart
Nu flænser den rundt med en anden nerve
i en rasende dans

I etagen under falder pudsen ned

Nerverne –
små
store
Alle sammen!
Danser
til benene viger sig under dem
i en vanvittig galop!

Og natten får rummet til at blive slammet
og øjet bliver fyldt op af dynd fra den slammede gyde

En dør smækker i med et skærende jammer
som om hele hoteller skar tænder

Du kom ind
skarp som ”nu er det forbi”
vred handskernes fløjl
Og så brød det ud:
”Du ser – jeg skal gifte mig med en anden!”
Og hvad så?
Er det så uhørt?
Jeg skal nok klare mig
Jeg er fuldkommen uberørt!
Som pulsen på et lig!

Kan du huske?
Du sagde:
”Kærlighed, penge, passioner, Jack London” –
og alt jeg så:
du var en Gioconda
der måtte stjæles fra Louvren!

Og så gjorde de det.

Jeg skal atter drage af sted efter kærlighedsrus
med de mørke øjenbryn oplyste af flammer
Og hvad så!
Også i nedbrændte hus findes hjemløse vagabonder der sover!

Driver du gæk med mig?
”Mere sjældne end kopek i et fattighus
er dit poetiske vanvids smaragder”
Husk!
Det var når man hånede Vesuvius
at Pompeji blev jævnet med jorden.

Hør!
Mine herrer
i som elsker
helligbrøde
massakrer
skumle forretninger.
Har I nogensinde set
noget så forfærdeligt
som mit ansigt
når det er helt
stift

Og jeg føler
”jeg”
er for lille til mig
Der findes noget inde i mig der ikke vil blive

Hallå!
Sig mig, hvem taler jeg med?
Mor?
Mor!
Dejlig syg er din søn
hans hjerte står i flammer
han ved ikke hvor han skal gå herfra
Det kan du hilse hans søstre Ljuda og Olja
hvert ord
Oven i købet jokes og platheder
der skriges fra hans forbrændte læber i aften
kaster sig ud som nøgne ludere
ud af vinduerne fra en brændende bordel

Man får færten af –
her lugter brændt!
Nu kommer de farende
i glimtende hjelme
Hallå alle brandmænd!
Man klatrer forsigtigt på et hjerte i brand
tønde efter tønde
fuld af tårer pumper jeg
Jeg vil klatre ned af ribbenenes stigepinde
Nu springer jeg! Springer jeg! Springer jeg!
Men stigen revner
Man kan ikke springe fra et hjerte i brand!

Fra det ulmende ansigts lasede læber slynges
pludseligt et forkullet kæmpekys

Mor!
Jeg kan ikke synge
I mit hjertes kirke står koret i flammer!

Som børn ud af brændende bygninger flygter
forkullede tal og ord ud af mit kranie
Så strakte skrækkens hænder mod himmelen
fra det brændende båddæk på Lustiana
På opskræmte mennesker
i rofyldte lejligheder
stirrer ildskinnets røde øjne fra himmelen
Jeg står her og brøler til de kommende århundreder

Jeg brænder!